Disclosure Day anmeldelse: Steven Spielbergs nye film er en kæmpe skuffelse

Der er film, man går ind til med lave forventninger, og så er der film, hvor navnet på plakaten alene gør, at forventningerne automatisk ryger i vejret. Disclosure Day hører til i den sidste kategori. Ikke nødvendigvis fordi konceptet i sig selv lyder som noget revolutionerende, men fordi filmen kommer med et navn, der stadig burde betyde noget i Hollywood: Steven Spielberg.

Det er netop derfor, skuffelsen rammer så hårdt.

For Disclosure Day er ikke bare en film, der ikke helt lever op til forventningerne. Det er en film, der føles langtrukken, kedelig, intetsigende og fuldstændig uden den filmiske nerve, man kunne have håbet på. Den mangler sjæl, den mangler magi, den mangler spænding, og værst af alt mangler den liv. Det, der skulle have været en nervepirrende Hollywood blockbuster, ender i stedet som et fladt og anonymt forsøg på at skabe noget stort, uden at filmen nogensinde får os til at mærke noget som helst.

En film uden karakterer man holder af

Noget af det vigtigste ved en spændingsfilm er, at man som seer bliver investeret. Man skal holde af nogen. Man skal holde med nogen. Man skal sidde og prøve at regne ud, hvad der sker, hvem man kan stole på, og hvor historien egentlig er på vej hen. Man behøver ikke nødvendigvis gætte rigtigt, men man skal i det mindste have lyst til at gætte.

Det sker bare aldrig her.

Disclosure Day formår ikke at skabe den forbindelse mellem publikum og karaktererne, som en film af denne type er helt afhængig af. Man bliver ikke grebet af personerne, deres valg eller deres konflikter. Man sidder ikke og håber, at nogen klarer den. Man sidder ikke og frygter, at nogen fejler. Man sidder bare og venter på, at filmen kommer i gang.

Og det gør den aldrig rigtigt.

Det er måske det mest frustrerende ved oplevelsen. For filmen har på papiret flere ting, der burde kunne fungere. Traileren var effektivt klippet sammen, castet så stærkt ud, og Spielberg navnet lovede en vis kvalitet. Men når filmen først ruller over lærredet, forsvinder alt det potentiale nærmest mellem fingrene på den.

Spielberg navnet føles som et trækplaster

Steven Spielberg er et navn, der historisk set forbindes med filmisk håndværk, store følelser og billeder, der kan sætte sig fast i kroppen. Derfor er det også svært ikke at gå ind til Disclosure Day med en forventning om, at der i det mindste vil være et eller andet lag af kvalitet, energi eller fortællelyst.

Men her føles Spielberg navnet mest af alt som et trækplaster.

Ikke som et kreativt løfte, filmen faktisk lever op til.

Det kan selvfølgelig være urimeligt at forvente magi, hver gang et stort instruktørnavn er involveret. Men Disclosure Day giver heller ikke indtryk af at være en film, der ville fungere bedre, hvis man fjernede forventningerne. Selv uden Spielberg navnet på plakaten ville filmen stadig være kedelig, flad og alt for langtrukken.

Det er ikke bare en skuffende Spielberg film. Det er en skuffende film.

Et stærkt cast uden noget at arbejde med

Det mest ærgerlige er måske, at filmen faktisk har et cast, der burde kunne løfte materialet. Der er både etablerede Hollywood navne og nyere ansigter, som på papiret burde give filmen energi og variation. Men det hjælper bare ikke, når karaktererne føles så uinteressante.

Det virker aldrig som om rollerne passer til niveauet hos de skuespillere, der er med. Ikke nødvendigvis fordi castet gør det dårligt, men fordi figurerne enten er for tyndt beskrevet eller simpelthen ikke har nok at arbejde med. Der er ingen rigtig karakterudvikling, ingen følelsesmæssig tyngde og ingen øjeblikke, hvor man mærker, at nogen ændrer sig eller bliver presset på en interessant måde.

Det hele føles overfladisk.

Som om karaktererne kun eksisterer for at flytte handlingen videre, selvom handlingen i sig selv heller ikke virker særlig engagerende. Det er en farlig kombination, for når hverken karaktererne eller historien fungerer, står filmen tilbage uden noget reelt holdepunkt.

Kedelig, langtrukken og uden spænding

Det er sjældent, at en biograffilm føles så tung at komme igennem. Men Disclosure Day er en af den slags film, hvor man pludselig bliver meget bevidst om, hvor længe man har siddet i sædet. Det er en film, hvor man begynder at sukke. Hvor man venter på, at noget skal ske. Hvor man mærker tiden gå på den forkerte måde.

Og det værste tegn er måske, når man får lyst til at kigge på telefonen for at se, hvad klokken er.

Det burde aldrig ske under en film, der prøver at være spændende. Slet ikke i biografen. Men her sker det, fordi filmen aldrig får bygget en reel nerve op. Der er ingen stærk spændingskurve, ingen ordentlig opbygning, intet klimaks der føles fortjent, og ingen forløsning der gør rejsen værd at tage.

Det er bare fladt.

Filmen forsøger endda at være sjov undervejs, men også den del falder til jorden. Humoren virker ikke naturlig, og i stedet for at give filmen liv, kommer den til at føles som endnu et element, der ikke helt passer ind.

Konceptet kunne have fungeret

Det mest irriterende er, at selve konceptet ikke nødvendigvis er dårligt. Grundideen kan man godt købe. Der er noget i kernen af filmen, som kunne have været interessant, hvis det var blevet udført med mere kant, mere nerve og mere originalitet.

Men sådan føles det ikke.

I stedet ender Disclosure Day med at virke falsk og uoriginal. Som en film, der prøver at ligne noget stort og vigtigt, men aldrig selv tror nok på sit eget univers til, at publikum gør det. Det føles ikke som en historie, der presser sig på. Det føles som et projekt, der er samlet af velkendte Hollywood elementer uden nok personlighed til at skille sig ud.

Og når man samtidig ikke bliver fanget af karaktererne, så bliver konceptet ligegyldigt.

En blockbuster uden blockbuster følelse

Disclosure Day vil gerne føles som en stor Hollywood film. Den vil gerne være spændende, intens og underholdende. Den vil gerne have publikum til at læne sig frem i sædet og være usikre på, hvordan det hele ender.

Men filmen rammer aldrig den følelse.

Den har ikke den energi, der skal til. Den har ikke den magi, der skal til. Den har ikke den fortællermæssige selvtillid, der skal til. Resultatet er en film, der føles som et forsøg på en blockbuster, men uden den gnist der gør, at man faktisk bliver revet med.

Det er især skuffende, fordi filmen kommer pakket ind i alt det, der normalt kan sælge en stor biograffilm. En stærk trailer. Et kendt cast. Et stort instruktørnavn. En idé, der på papiret kunne have fungeret.

Men når man skræller markedsføringen væk, står man tilbage med en film, der ikke har meget at sige.

Afsluttende, men ikke pæne ord

Disclosure Day er en kæmpe skuffelse.

Det er en langtrukken, kedelig og intetsigende film, der aldrig formår at skabe spænding, karakterdybde eller følelsen af, at noget vigtigt er på spil. Castet er stærkt på papiret, og Spielberg navnet burde love kvalitet, men filmen leverer ikke på nogen af de forventninger.

Det er sjældent, at en film føles som så meget spild af tid i biografen, men her sad jeg oprigtigt og ventede på, at den skulle slutte. Ikke fordi den var provokerende, udfordrende eller svær at fordøje, men fordi den ganske enkelt var uinteressant.

Konceptet kunne have fungeret. Traileren solgte filmen godt. Castet burde have båret den længere.

Men Disclosure Day falder sammen.

Uden sjæl. Uden spænding. Uden magi.

Og uden grund til at se den igen.

Bedømmelse

2 ud af 10 stjerner

Det fungerer

• Traileren var godt klippet
• Castet ser stærkt ud på papiret
• Grundkonceptet kunne have være interessant

Det fungerer ikke

• Filmen er alt for langtrukken
• Ingen karakterer man holder af
• Ingen reel spænding eller forløsning
• Humoren falder fladt
• Spielberg navnet føles mere som markedsføring end kvalitet
• Castet får ikke nok at arbejde med